Det er godt nok ikke meget jeg har cyklet på den cykel de sidste mange år. For ca. 30 år siden cyklede jeg meget på den og jeg kunne godt tænke mig at kunne noget lignende igen – uden at det skal være omkring 25.000 km/år. Kan jeg komme på 10.000 km/år eller måske lidt mere, vil jeg være meget glad.
Jeg har været ved at løbetræne, hvilket knæet absolut ikke vil være med til. Det er hævet og gør ondt, men det er ok at sidde ned og træde i pedalerne. Jeg forsøgte at rejse mig op på den første bakke og det ville knæet ikke være med til, så jeg kom hurtigt ned at sidde på sadlen igen.
Cykelhjelmen sidder ikke helt godt på hovedet, så jeg skal vist have købt mig en ny. Den har også ca. samme alder som cyklen, så det kan nok også godt forsvares at den bliver udskiftet.
Facts om cykelturen:
Distance 32,68 km
Samlet stigning: 250 m
Tid: 1:13:28
Maksimal stigning: 74 m
Gennemsnitsfart: 26,7 km/t
Maks hastighed: 53,4 km/t
Jeg har brugt Strava appen til at måle hastighed, tid og distance med.
Det er tydeligt at cyklen kan køre hurtigere end citybiken med en tophastighed der er højere end hvad jeg har kunnet presse citybiken op på og med en væsentlig højere gennemsnitsfart selvom distancen også er øget.
Vinden i dag har været noget hård og derfor skiftede jeg tidligt mening om hvor jeg skulle cykle hen, så jeg kørte mest muligt mod vinden til at starte med og så jeg kunne få mest muligt medvind på hjemturen.
